esportsAnmeldelse: Backrooms - Vild debut for en ung instruktørPublished June 4, 2026 Uanset om du er storforbruger af gyserfilm eller ej, er det svært at finde nogen, der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet fascineret af de verdener, genren formår at skabe. Det kan være en postapokalypse, hvor overlevelse handler om at slås mod rådnende monstre med smag for hjerner. Det kan være et dystert spejlbillede af vores egen virkelighed, hvor en mand vækker børnesjæle til live i mekaniske maskotter. Eller det kan være et kollektivt internetfænomen; et endeløst, liminalt rum, der pludselig forvandler selv det mest hverdagsagtige kontormiljø til et rendyrket mareridt. The Backrooms er ikke skabt af én enkelt person. Manden, der i sin tid skrev den originale "greentext", som startede det hele, er i hvert fald ikke den samme person, der nu har lavet filmen i samarbejde med A24. Instruktøren Kane Parsons indrømmer blankt, at han blot er én ud af mange historiefortællere i dette univers, men takket være hans YouTube-videoer har han spillet en altafgørende rolle i at blåstemple denne internetmyte som et dybt ubehageligt sted, hvor mørket lurer om hvert et hjørne. I en alder af blot 19 år fik han stukket $10 millioner i hånden af A24 og stillet opgaven: Gør The Backrooms til meget mere end blot endnu et internet-isbjerg, man kan nørde i timevis. Det må man sige, at Parsons har formået til fulde. Han har overgået alle forventninger og skabt en film, der formår ikke at drukne i sin egen indviklede lore, men i stedet kaster sit primære fokus på blot to karakterer: Clark, spillet af Chiwetel Ejiofor, og Mary, spillet af Renate Reinsve. Clark er en hårdt prøvet møbelsælger, der engang drømte om at blive arkitekt. Mary er hans terapeut, som forsøger at hjælpe ham igennem alkoholproblemer, frustrationer og et selvdestruktivt adfærdsmønster. Manuskriptet, der er forfattet af Will Soodik, er stramt komponeret og lader meget forblive usagt. Der hersker en dyb tillid til, at seeren er intelligent og opmærksom nok til - midt imellem de øjeblikke, hvor man mest af alt har lyst til at holde sig for øjnene - at forstå de interne konflikter mellem Clark og Mary samt den tunge bagage, de hver især slæber rundt på. Backrooms handler ikke kun om at transportere os til et sted med flimrende lys og gule vægge; det er fuldstændig rigtigt set at lade internet-loret vige pladsen til fordel for at opbygge en bedre og mere helstøbt film, og den opgave løses med legende lethed. Filmen tager os naturligvis stadig med ind i selve de gule rum, og i det sekund det sker, tager fortællingen en ekstremt ubehagelig drejning. Jeg er normalt ikke det store gyser-menneske, så måske har jeg ikke de professionelle briller på til at vurdere, hvad der er ægte uhyggeligt, og hvad der ikke er - men Backrooms formår at gøre dig så ukomfortabel og lege så intenst med din egen fantasi, at man flere gange må kigge væk blot for at få hjertet til at falde til ro. Hver gang den velkendte, summende lyd fra de elektriske kontorlamper fylder lydbilledet, sidder man i spænding. Der kører en del diskussion online om, hvorvidt filmen fravælger de mere traditionelle gysereffekter, men måden hvorpå filmen får dig til konstant at frygte det værste, hver evig eneste gang en karakter runder et hjørne i det liminale rum, vil sidde i mig i langt længere tid end en oversminket og smilende spøgelsesdame, der stirrer ind ad et vindue. Brugen af de fysiske kulisser og udnyttelsen af rummet er formidabelt udført af hele holdet bag kameraet. Miljøet føles utroligt klaustrofobisk, og der er altid en mørk plet eller et uudforsket hjørne, hvor hvad som helst kan gemme sig. Det ukendte er måske i virkeligheden en smule mere skræmmende end de væsner, vi rent faktisk møder til sidst, men filmens hæsblæsende finale er intet mindre end en adrenalinfyldt gysertur, selv når vi udmærket ved, hvad vi står overfor. Der er truffet mange bevidste og gennemtænkte valg i Backrooms, som tilsammen skaber et utroligt veludført hele. Kulisserne nøjes ikke bare med at ligne et uhyggeligt kontor; skuespillet er i absolut topklasse - selvom der "bare" er tale om en internetgyser - og brugen af rum (eller manglen på samme), flashbacks, musik og lydeffekter spiller perfekt sammen. Det føles som om, at hver eneste lille brik i filmen er blevet omhyggeligt lagt på en yderst imponerende måde, selvom jeg nok lige skal bruge en rum tid på at sunde mig, før jeg sætter mig ned og ser den igen. Hvad der næsten er endnu mere fængslende er, hvordan filmen slet ikke behøver at mørklægge det hele for at skabe rædsel. Flere af de mest mindeværdige og centrale scener udspiller sig under det skarpe, kunstige lys, der konstant flimrer over den alternative dimension. Hvis der er én ting ved Backrooms, jeg ville have ændret, så er det tempoet i de sidste tredive minutter. Det føles som om, filmen støt og roligt opbygger en fantastisk intensitet, hvorefter den sidste etape pludselig virker som om, den er ved at løbe tør for tid. Yderligere fem eller ti minutter kunne have givet historien mere rum til at udfolde sig og finpudse et par karakterdetaljer, som det havde været rart at få med. Som det står nu, føler jeg personligt, at Mary efterlades en smule underudviklet som person. Clark er en fremragende skrevet og spillet karakter, men hans udvikling mod slutningen af filmen giver en smule piskesmæld - næsten som om den sidste del af filmen er blevet klistret på i hast, hvor en lille, men vigtig brik mangler i midten. Men udover det er Backrooms en utroligt flot produceret, velskrevet, flot filmet og velspillet film med en snigende uhygge, der vil krybe helt ind under huden på dig - også selvom konceptet "The Office, men som gyser" måske ikke lyder skræmmende på papiret. Originalquelle: www.gamereactor.dk →
English
Indian
العربية
Español
Deutsch
Türkçe
Русский
Français (Afrique)